Butiksfacaden af Viclara på gågaden i Holstebro

Smykkebutik vil være en medspiller for gågaden

Med et anderledes udvalg af smykker, ure og tasker er det Winni Hougaard Kuipers’ strategi at tiltrække nye kunder til Holstebro, der kan være en gevinst for det lokale handelsmiljø.

De eksklusive Mulberry-tasker står badet i lækkert lys i de indbydende og nyrenoverede lokaler midt i gågaden i Holstebro. Ved siden af er et display af smykker, der følger de nyeste trends og er i en prisklasse, der er til at gå til for de unge. Faktisk har smykke-butikken Viclara lidt af det hele, men alligevel ikke det samme som de andre forretninger i Holstebro, der sælger smykker og ure – og det er der en helt særlig grund til:

- Vi vil hellere udvikling end konkurrence. Jeg tror på, at skal vi lykkes som fysisk butik i 2024, så skal vi tilføre byen et udvalg, der ikke var her i forvejen, så vi giver flere grunde til at tage til Holstebro for at handle, forklarer Winni Hougaard Kuipers, der overtog forretningen i 2021.

Winni Hougaard Kuipers i sin smykkebutik Viclara

Udlært i samme butik

Adressen på Nørregade i Holstebro har en særlig betydning for Winni. Her er hun i sin tid selv udlært, og da hun overtog forretningen, blev det også med ansættelse af Dorthe og Martha, som i sin tid var med til at udlære hende.

Butikken har i 2021 fået en ordentlig tur. Inventaret er lyst og moderne, og butikken fremstår indbydende med god plads til udstilling af de mærker, som Winni har arbejdet hårdt på at få aftaler med. Forhandler-ret til fx Mulberry kommer ikke af sig selv:

- Vi har fået masser af nej’er på vejen mod at kunne tilbyde lige præcis de her mærker i forretningen, men jeg er blevet ved, fordi jeg tror på, det er vejen frem, fortæller Winni.

Webshop og butik gør hele forskellen

Siden åbningen har det været vigtigt for Winni at få en webshop. Mange tror, at alt salget sker via nettet, men det er ikke kun tilfældet:

- Webshoppen er i stor stil med til at trække folk ned i butikken. Vi ved, at mange sidder og surfer derhjemme, og de vil gerne se vores udvalg, inden de kommer forbi, fortæller Winni.

Og webshoppen giver pote. Kunder fra både Silkeborg, Aarhus og Herning tager turen til Holstebro.

Tilgængelig og faglighed er nøgleparametre

Blandt kunderne er der store forventninger om ekspertise hos det faguddannede personale. Man skal kende alt til materialer og vedligeholdelse. En ekspedition tager typisk mellem 30-60 minutter, og der skal være god tid til at finde den rigtige løsning.

- Jeg elsker at mærke kunderne og finde løsninger til alle typer af kunder, uanset behovet. Det er uret til konfirmanden og vielsesringene til parret. Man er med i de store livsbegivenheder, og det er noget af det, jeg sætter allermest pris på.

- Vi har flere gange haft et par forbi til at kigge på vielsesringe om søndagen eller en onsdag morgen inden arbejde, hvis det var det, der kunne lade sig gøre. På den måde er vi klar til at strække os langt, fortæller Winni.

Fysisk butik i 2024 – hvordan gør man det?

Hvor mange måske forbinder gågader med tomme butikslokaler og gule tilbudsskilte, har strategien hos Winni fra starten været helt klar:

- Vi er ikke et tilbudsvindue. Vi har produkter i alle prisklasser, og matcher prisen, men vi går ikke med på Black Friday. Så det er med at holde tungen lige i munden, også i de stille perioder, og beholde troen på, at fokus på udvalg, service og tilliden mellem os og kunderne er opskriften på en levedygtig og sund butik, fortæller Winni.

Gode vilkår og en åben dør i Sparekassen Thy

Viclara blev erhvervskunde i Sparekassen Thy i forbindelse med overtagelsen i 2021. Og det har de ikke fortrudt.

- Vi har rigtig gode vilkår som erhvervskunder – også prismæssigt. Samtidig er der fokus på det lokale. Der er altid en åben dør, og vi har fået et rigtigt godt match med en ung rådgiver, hvor vi mærker en oprigtig interesse både i os og vores forretning, afslutter Winni.

Læs mere om Viclara og se deres udvalg her: www.viclara.dk