
Stigning i telefonsvindel mod foreninger
Dansk Politi melder om stigning i telefonsvindel, hvor kriminelle går målrettet efter foreninger og disses økonomiansvarlige. Derfor er der god grund til at være ekstra opmærksom.
Opkald bærer præg af hast og tidspres
Telefonsvindlen foregår typisk ved, at foreningens kasserer eller bogholder får et opkald fra en svindler, der udgiver sig for at være fra politiet eller fra foreningens pengeinstitut. Opkaldet vil ofte have fokus på hast og tidspres og melder ofte om en række mistænkelige transaktioner, hvor det vil være nødvendigt at overføre foreningens midler til en sikkerhedskonto.
Lad os slå det fast med det samme: Vi vil aldrig ringe dig op, som kasserer eller bogholder i en forening, og bede dig om at straksoverføre foreningens midler til en ny konto!
Svindleren vil typisk have gjort sit forarbejde godt og vil ofte kende til både den økonomiansvarliges personlige oplysninger og omstændigheder. Det er dog ikke en garanti for opkaldets troværdighed, og vi anbefaler altid at være ekstra opmærksom, også selvom personen i den anden ende af røret deler troværdige oplysninger med dig.
6 gode råd fra Dansk Politi
- Husk! Din bank, politiet og andre myndigheder vil aldrig bede dig overføre penge til en sikkerhedskonto
- Aftal og overhold faste sikkerhedsprocedurer ved betalinger og overførsler
- Spørg altid andre til råds ved henvendelser, der afviger fra normen
- Del ikke navne og kontaktoplysninger på jeres regnskabsmedarbejder på foreningens hjemmeside
- Ring altid til den bank eller myndighed, personen udgiver sig for at være fra, før du reagerer
- Lad dig ikke overtale, og giv aldrig efter for pres og korte tidsfrister.
Her kan du læse mere
Vil du vide mere om digital svindel kan du besøge www.politi.dk eller www.sikkerdigital.dk.
Er uheldet ude?
Frygter du, at du er blevet svindlet på vegne af en forening? Så kontakt foreningens rådgiver så hurtigt som muligt. Har I betalingskort tilknyttet kan de spærres her.