
Nye lamper skal skabe magiske koncertøjeblikke i Thy
En stor donation fra Sparekassen Thy Fonden har givet Spillestedet Thy mulighed for at opgradere koncerterne med visuelle effekter, der sikrer totaloplevelsen for både ører og øjne.
Hvis man ikke lige er tekniker eller arbejder med scenekunst, er det ikke sikkert, man tænker over det. Men lamper og lyssætning spiller en afgørende rolle for den fuldendte koncertoplevelse.
Bevægelighed og farvevalg understøtter de kraftfulde øjeblikke og et smalt positionslys kan skabe intimitet. Mulighederne er mange, og det er kravene også fra de musikere, der gæster spillestederne rundt om i landet.
Det ved de alt om hos Spillestedet Thy. Et lokalt spillested med base i Thisted og koncerter rundt i hele Thy.
- Vi har i flere omgange været tvunget til at leje dyrt udstyr til afholdelse af koncerterne, fordi kunstnerne stiller krav til lampernes funktioner i forhold til at skabe lige præcis de effekter og dén stemning, de er ude efter, fortæller leder af Spillestedet Thy, Mads Mølgaard.
250.000 fra Sparekassen Thy Fonden
Leje af udstyr er ærgerlige udgifter for et spillested, der er afhængig af offentlig støtte for at kunne give plads til mindre navne:
- Det kan økonomisk være en svær opgave at sikre udbuddet af den smalle musik i et område som vores. Billetter bliver ikke bare revet væk, og det gør ikke opgaven nemmere at skulle sætte penge af til udstyrsleje.
Det er heldigvis fortid nu. De over 20 år gamle lamper, der pyntede på scenen i Plantagehuset i Thisted, er blevet skiftet ud - sammen med loftskonstruktionen, der bærer udstyret og flere mindre forbedringer, blandt andet et sortmalet loft over scenen. Alt sammen for at give koncerterne et ekstra pift.
Vi er i mål med forbedringerne og kan nu åbne dørene til endnu bedre og mere fuldendte koncertoplevelser takket være donationen fra Sparekassen Thy Fonden, fortæller Mads.
Flere gæster kommer til de mindre koncerter
Spillestedet Thy har eksisteret siden 2016 og blev oprettet med en vision om at være grobund for et mangfoldigt, dynamisk og ambitiøst musikmiljø. Forskellige foreninger blev lagt sammen under Spillestedet Thy – heriblandt Jazz i Thy og Thy Folkemusik. I to perioder har Spillestedet Thy været udpeget som Regionalt Spillested under Slots- og Kulturstyrelsen - dette udløb dog i 2024. Modsat de mere kommercielle spillesteder, er der her plads til det uetablerede og upcoming musik:
- Det er hos Spillestedet Thy, at vi kan komme ud i alle hjørnerne af de forskellige genrer og udvide paletten af musikalske tilbud i Thy, fortæller Mads Mølgaard.
Det er musik for musikkens skyld. Og det er noget thyboerne kan lide.
- Vores billetsalg er steget med 40% over det seneste år. Vi har virkelig sat ind på markedsføring og forskellige samarbejder med andre lokale aktører, og vi kan se, at vi lykkes med at få mange forskellige mennesker til at opleve musik, de måske ikke har hørt før.
Fasttømret frivilliggruppe får det hele til at fungere
Mads Mølgaard har været daglig leder i lidt over ét år. Og særligt de frivillige optager ham meget:
- Vi har arbejdet fokuseret på de frivillige. Fået samling på tropperne på tværs af foreningerne og gjort det let at engagere sig, blandt andet med vagtplaner for et halvt år ad gangen. Det betyder, at vi aldrig har problemer med at få de hænder, vi skal bruge, og det er simpelthen grundstenen for, at vi kan lave dét, vi gør, fortæller Mads Mølgaard.
Sammen med de frivillige kigger han nu ind i en spændende periode for Spillestedet Thy:
- Vi vil gerne udvide koncertudbuddet endnu mere rundt til mindre steder i Thy. Derudover håber vi at blive udpeget som Netværks- og genrespillested gennem Kulturministeriet. Det vil give ro på økonomien og klarhed over, hvor meget af den smalle musik, vi kan tilbyde thyboerne – og nu med det helt rigtige scenelys til at sikre de gode oplevelser, afslutter Mads Mølgaard.