Bilnøgle overdrages

Sådan gennemskuer du prisen på dit billån

At sammenligne priserne på billån kan være lidt af en jungle, da der udover renten er flere typer af gebyrer, der har betydning for den samlede pris. Når du skal tage stilling til prisen på dit bilfinansieringstilbud, er der altså flere steder, du skal være opmærksom.

Det kan ved første øjekast virke nærliggende blot at kigge på renten, når du skal finde det billigste billån, men det kan ofte være en misvisende indikator for, hvor du faktisk finder den mest attraktive pris. Der er nemlig flere omkostninger, udover renten på lånet.

Hold øje med disse gebyrer

Når du skal vælge billån, er der en række gebyrer, der er værd at være opmærksom på:

  • Oprettelsesgebyr: Oprettelses- eller stiftelsesgebyr er normalt ved optag af billån. Prisen kan dog variere meget.
  • Administrationsgebyr eller betalingsgebyr: Flere steder tages et månedligt administrations- eller betalingsgebyr. Selvom det ikke er store beløb, har det alligevel betydning for din endelige pris. Fx kan et månedligt administrationsgebyr på 35 kr. løbe op i samlede udgifter på 3.360 kr. ved en billån med en løbetid på 8 år.

Rente og løbetid

Renten er naturligvis en afgørende faktor for den samlede pris på dit lån. Det er det, du betaler for at låne penge. Derudover har løbetiden betydning for den samlede pris på dit lån, da renteudgifterne stiger, jo længere tid du er om at tilbagebetale dit lån. En længere løbetid giver altså typisk lavere udgifter pr. måned, men en stigning i den samlede pris på lånet.

Det hele er samlet i ÅOP

Når du skal sammenligne prisen på billån, er det bedste sted at kigge på lånenes ÅOP. ÅOP står for «årlig omkostning i procent før skat», og vises som en procentsats, der indeholder alle typer af udgifter og omkostninger i relation til dit billån. Du behøver således ikke holde øje med fx oprettelsesgebyrer eller administrationsgebyrer, hvis du bruger ÅOP som sammenligningsgrundlag, da alt er indeholdt heri og giver dig den bedste forudsætning for at sammenligne prisen på lån. Skal det være endnu mere komplekst – og her kan du måske godt få brug for lidt hjælp – så kan det også være en god idé at kigge på ÅOP efter skat, da renteudgifter fx er fradragsberettigede, mens administrationsgebyrer ikke er. Dette tal er finansieringsydbyderne dog ikke forpligtede til at oplyse, men du kan få hjælp til udregningen af din bankrådgiver.

Udgifter i forbindelse med indfrielse?

Udover de ordinære og løbende udgifter på dit billån, er det også værd at holde øje med vilkår og priser på fx ekstra indfrielse. Det kan være, du ønsker at betale ekstra af på lånet i nogle måneder, det er dog ikke alle steder, det er muligt og heller ikke alle steder, at det er udgiftsfrit. Det er derfor værd at undersøge vilkår og udgifter ifb. ekstraordinær indfrielse af lånet.

Har du spørgsmål?

Du er altid velkommen til at tage en snak med din rådgiver om, hvad der giver mening i forhold til din økonomi, prioriteter og ønsker for fremtiden.

Find din rådgiver her, eller udfyld formularen.

Udfyld formularen, og vi kontakter dig hurtigst muligt.